Dialog og bevægelse på Ungdommens Folkemøde

På Ungdommens Folkemøde den 5.-6. september var Børne- og Undervisningsministeriets ”demokratitelt” begge dage stuvende fuldt med unge mennesker, der spillede brætspil og arbejdede med elevdemokrati, kontroversielle samtaler og styrkelse af det sociale liv.

23. september 2019

Demokratiteltet blev faciliteret af STUKs læringskonsulenter i samarbejde med elevrepræsentanter fra Det Frie Gymnasium, Hvidovre Gymnasium og SOSU H.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil åbnede teltet med en tale til de unge, som opfordrede dem til at blande sig i debatten – og den opfordring fulgte de unge, der besøgte teltet, til fulde. De diskuterede, hvordan elevdemokratiet gøres demokratisk, og brainstormede på idéer til, hvordan det sociale liv på deres egne skoler kan styrkes. I en workshop afprøvede de, hvordan man møder hinanden fysisk – med håndtryk, kram og nik, og fredag eftermiddag prøvede de at kommunikere via afrikanske trommer, en kommunikationsform som også giver en stemme til elever, der ellers ikke siger så meget, og som via trommerne kan udtrykke sig – endda ganske højt.