Kontroversielle emner

Materiale med praktiske redskaber skal hjælpe pædagoger og lærere til at håndtere følsomme og kontroversielle emner i dagligdagen med børn og unge.

Skolen spiller en vigtig rolle, når det handler om at lære at rumme andres værdier. Det er i klasserummet, at børn og unge har mulighed for at udforske samtalen, uenigheden og tolerancen. Det er en central del af børn og unges dannelse til et demokratisk samfund at kunne håndtere kontroversielle emner. Sex, religion, ekstremisme og identitet er eksempler på emner, der på hver sin måde er følsomme, sætter sindene i kog, og får mennesker til at handle ud fra følelser og ikke nødvendigvis rationale. Disse emner kræver, at fagprofessionelle har særlige redskaber for at kunne tale om dem og gribe dem i klasseværelset.

For at give inspiration til at håndtere kontroversielle emner i hverdagen med børn og unge, har Børne- og Undervisningsministeriet udviklet materialet "Hvordan taler man nemt om det svære?" Materialet består af tre pixi udgivelser med praktiske øvelser til pædagoger og lærere i dagtilbud, grundskolen og i gymnasiet.

Her på siden kan du finde en podcast, hvor du kan høre mere om kontroversielle emner. Podcasten er optaget til en konference for lærere og pædagoger, hvor temaet var, hvordan man taler med børn og unge om kontroversielle emner.